Hvis man spørger i skoven…
Jeg tror måske, at det begyndte allerede sidste sommer. Dengang flirtede jeg lidt med en dreng. Ganske uskyldigt. Livsbekræftende. Bare lidt tilfældigt livseleksir, som flirt kan være, når den er god.
I vinters gik det op for mig, at min trænings-veninde var vild med ham. Og i start-foråret fandt jeg ud af, at det ikke bare var en forbigående fascination.
Jeg så hende kæmpe med at få fremmanet et mere feminit udtryk. Jeg bemærkede hvordan hun altid sørgede for at være til samme trænings-timer som ham. Jeg så hende lyn-bade for at løbe ud, fange ham på vejen og tilbyde ham lift hjem. Jeg hørte hende berette om talrige traveture rundt i København. Lige lidt hjalp det. Jeg oplevede hende blive mere og mere frustreret.
I lørdags befandt jeg mig blandt for mange cocktails, og pludselig stod jeg der. I sommernatten sammen med ham min tidligere flirt og genstanden for min trænings-venindes kærlighed.
Jeg spurgte. Og fik svar. Spørgsmålet er, bør man fortælle sin veninde alt… også det hun formentlig ikke vil høre.
Det kommer måske an på, om han forleden røbede, at han havde følelser for dig. Eller om han “blot” sagde, han ikke var interesseret i hende.
Hm… *Overvejer* Uanset hvad synes jeg faktisk, du i hvert fald skal fortælle veninden, at han ikke er interesseret i hende. Tænk nu, hvis hun engang fandt ud af, du havde vidst det, men intet sagt…
På den anden (og konfliktsky side) tæller… at det jo i bund og grund ikke vedrører mig. Og klæder det ikke de fleste mænd selv, at bekende kulør? Og klæder det ikke de fleste damer, at forstå et vink med en månedlang vognstang?
… Eller gør ovennævnte argumenter mig i virkeligheden bare til en dårlig veninde.
Hvis situationen var omvendt, hvordan ville du så selv foretrække, at veninden forvaltede sin viden…?
(Og ja, ovenstående er HADE-kommentaren – I know, men jeg har aldrig lovet at lægge de kommentarer, folk helst vil høre…
)
… hm. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg ville have lyst til at høre sandheden råt for usødet. Pdas ville jeg heller ikke være glad for en decideret fortielse.
Okay. Så et hint vil du gerne give hende. Jaja – øh… Men var der ikke noget med, at hun var ret dårlig til at fange hints?
Jeg mener, ellers var situationen her vel slet ikke opstået eller?
Tjo… forstod hun et næsten årelangt vink med en vognstang, så var det her slet ikke aktuelt.
Men når hun spørger om råd, og vil tale om det næste træk, kan jeg jo langt bedre rådgive hende.