Blodbånd?

Af og til forbander jeg mine søskende langt væk. Især i de perioder, hvor vi af mere eller mindre åbenlyse årsager, ligger i åben krig. Men vi slutter altid fred. Ikke altid en udtalt fred. Men der bliver våbenhvile, og den bliver til fred. Med tiden.

Men når lange og udmattende krige er overstået, og vi begynder at tale om ting, så er der noget fantastisk ved at have nogen, der har kendt en altid. Nogen som har oplevet en stor del af de samme ting.

Min storesøster spurgte mig, om også jeg ofte havde følt mig ensom som barn.

Først tænkte jeg, at jeg jo netop aldrig var alene, at der hele tiden var mennesker omkring mig. Voksne såvel som børn.

Så huskede jeg følelsen af, at være et sært barn.

Så gik det op for mig, at man sagtens kan være ensom, selv om man er omgivet af en hær af mennesker.

Lidt senere gik det op for mig, at jeg ikke var et sært barn, jeg var bare et barn, der var overbevist om, at alle andre og alt andet bare var mere interessant end mig. Og jeg kan huske suget i maven, når jeg endnu engang sad på rideskolen/ i bilen/ derhjemme/ hos en veninde/ til musik og ventede på nogle forældre, der endnu engang var forsinket/havde travlt med…

Jeg var bestemt et privilligeret barn. Men jeg var også et barn, der ofte blev glemt eller nedprioriteret, fordi andre ting var vigtige. Eller i hvert tilfælde mere spændende end mig.

Det sug i maven minder mistænkeligt meget om det sug i maven jeg får, når jeg bliver usikker.

Når voksen-mig bliver usikker, så er hun overbevist om, at hendes forgænger gjorde alting meget bedre. Er mere begavet. Pænere. Sjovere. Tyndere. Hurtigere. Mere spændende at være sammen med. Og det er uanset om det er min job-mæssige forgænger eller min kærestes eks-kæreste.

Jeg har efterhånden lært at acceptere, at mine veninder har veninder der naturligvis lever op til alle kriterierne.

Nå. Men det gode er, at vi i det mindste er to, der har det sådan.