Had er bare mangel på fantasi

“I øvrigt tager jeg til AR’s fødselsdag i næste uge“. Jeg hader AR. Hader er et stærkt ord. Men det er sådan jeg har det med hende. Jeg hader AR.

AR er en pige med et kønt hjerteformet ansigt. Med lange ben. Spinkel af bygning. Langt, glat, mørkt hår. Store øjne. Slank krop. Musikalsk. AR har en ambition om at være en dansk version af Tori Amos.

Jeg hader AR!

Jeg har hadet AR siden dengang kæreste, veninde og jeg tog ud for at høre hende spille. Hvor hun vimsede forbi vores bord gav ham et kram og fortalte hvor glad hun var for at se ham og derefter blot vimsede videre, som om C og jeg slet ikke var til stede.

Lidt senere kom AR vimsende igen og udbrød hjælpeløst “Jeg har fået allergi overfor tape, vil du ikke nok hjælpe mig og hænge denne her på døren” alt i mens hun blinkede hjælpeløst med øjene. Og han rejste sig og reddede skønmøen ud af kniben, alt i mens jeg syntes at ane, at hun smilede lumsk.

Jeg hader AR!

Jeg hader hvad hvad AR gør ved min kæreste. Og mest af alt hader jeg AR for det hun gør ved mig!

Too much information.

Jeg synes det er meget mærkeligt at høre detaljer om hendes liv som chefens kæreste.

Jeg ved godt, at de er kærester. At hun ikke kun er sur sekretær. At han ikke kun er chef. At de er mennesker uden for glasbygningen.

Jeg synes bare det er mærkeligt at blive præsenteret for hvad de gør og hvordan. Detaljer om deres liv som privatpersoner giver mig et indblik i deres liv, dem som mennesker, som jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til at have.

Temperaturdyk.

I virkeligheden er der masser af ting, som jeg kunne tage fat på. Burde tage fat på. Ting, som jeg bliver betalt for at lave. Problemer, som jeg bliver betalt for at løse.

Men jeg kan simpelthen ikke samle mig samme til det. Min motivation er faldet med samme hast som antallet af lyse timer på dagen.

Allermest har jeg lyst til at sove. Længe. Høre musik. Omgive mig med rare mennesker. Tænke sjove tanker. Have kloge samtaler.

Udsigten til det, her, er cirka lige så optimistisk som vejrudsigten.

Hvis så bare min chef var lige så begavet eller køn som vejrpigerne på tv.

Hvornår bliver det sommer?

Hvis du var et dyr, hvilket ville du så være?

Min modpart minder mig i øvrigt om en terrier.

Han er lille. Og bjæffer i stedet for at talte. Det er min teori, at hans bjæffen er et ubevidst forsøg på at kompensere for den ringe størrelse.

Og så farer han ud og ind af dørene. Ikke går. Spadserer. Marcherer. Eller løber. Nej, jeg ved faktisk ikke hvordan han kommer rundt. Men det går stærkt. Især hans ringe størrelse taget i betragtning.

Min yndlingsting ved ham er dog hans hår. Håret på hans isse er vel 4-5 cm langt. Og står lodret op i luften. Og når han bjæffer, er det som om, at det bouncer i takt. Mægtig fascinerende syn.

… Gad vide om han har en hund?

…

Kender du det, det har været en lang dag. Flot dag. Fuld med interessante udfordringer. Nye opgaver. Opgaver jeg ikke føler mig godt klædt på til at håndtere.

Nu har jeg håndteret opgaven. Gjort det så godt jeg kunne. Mere kan man ikke gøre. Vel?

Det er flere timer siden jeg kom hjem. Mødtes med kæreste. Gik lang tur langs havnen. Holdt i hånden. Købte ind. Lavede mad. Spiste. Og alligevel nager tanken mig, har jeg gjort det godt nok. Kunne jeg have gjort noget anderledes. Eller ikke bare anderledes vel. Kunne jeg have gjort noget bedre.

Det nytter ikke at spekulere over det nu. Jeg finder først ud af, om jeg har spændt ben for mig selv, i midten af november. Alligevel kan jeg ikke få min indre stemme til at tie stille. Og hvis den skal kæfte sådan op indtil midt november, så bliver jeg vanvittig.

Jeg har jo for pokker gjort mit bedste. Hvad er det, jeg forlanger mere af mig selv?

 

En alvorskvinde

I eftermiddages, efter turbo-gennemlæsning og dårlig kvalitetssikring af hjemmeside, tog jeg min indre pæne pige i hånden og gik på besøg hos min chef.

Og her var det, at jeg ville ønske, at jeg stille og roligt havde fortalt ham, at det er vanskeligt at levere ordentlig kvalitet på det grundlag. At det er utilfredsstillende som medarbejder. Og at resultatet, som man som arbejdsgiver modtager, bliver mindst lige så utilfredsstillende.

Og det var også virkelig min plan.

Men så skete det alligevel, at jeg endte med at stå på chefens kontor og holde prædiken over det, at være et alvorligt menneske. Og det at tage sit arbejde alvorligt. Og det ikke at kunne levere ordentlig kvalitet, fordi man ikke bliver inddraget rettidigt.

Og på den måde lykkes det mig både at banke i bordet og sige fra, samtidig med at det lykkes for mig, at fornærme ham ved at lade ham forstå, at jeg tydeligvis ikke opfatter ham som et menneske, der tager sig selv eller sit arbejde alvorligt.

…

Great. Jeg er helt pjattet med at blive hevet ind over en ny web-site… dagen før den skal i luften!

Forberedelse, gennemlæsning og især gennemtænkning af koncepter er overvurderet.

Åh. Den søde juletid

Det er jo jul lige om lidt. Eller om lidt under to måneder. Så derfor virker det ekstremt logisk, at vi allerede er begyndt på de årlige jule-skænderier i min familie.

For år tilbage fortalte min brors kone om juletraditionen i hendes familie. Der lægger de alle navnene på de voksne i en skål, og trækker lod. Således skal man kun købe gave til en voksen. Og alle børnene. Naturligvis. Tidsbesparende og mucho praktisk.

Den gang trak jeg på skuldrene og smilede overbærende.

Lidet anede jeg, hvad der skulle ramme min egen familie i år.

For et par dage siden havde jeg en aftale med min ældste søster. Hyggelig gåtur og søster-sladder. Og dér smed hun bomben. Hun havde talt med min bror, som havde foreslået at indføre lodtrækningsgave-systemet i vores familie. Hun synes, at det var en fabelagtig ide. Så kan man nøjes med at købe en gave til de voksne (som så også kan nøjes med at modtage en gave). På den måde sparer man en masse tid (jeps. også juleaften, selve udpakningen kan overståes på 5 minutter, hvorefter vi kan køre hver til sit). Det bliver billigere fordi man slipper for at købe en masse smågaver (det der med tanken der tæller, det gælder jo ikke mere?)  og man får det man ønsker sig (alt efter hvem der trækker ens navn). Jo tak. Jeg ser straks alle fordelene.

Det jeg primært ser er, hvordan min brors praktiske kone trækker mit navn – og jeg bliver begavet med for 600 kr. praktisk tøj fra Gine i str. 42… som muligvis kan byttes til et gavekort. Alternativt får jeg for 600 kr. imerco. Og det er så det eneste, jeg vil modtage af gaver fra min familie. Det er ikke noget jeg på nogen måde vil gælde mig som et lille barn til.

Og med ovennævnte tanke svirlende rundt i mit lille hoved sagde jeg nej. Resten af gåturen fortsatte med min søsters argumenter og hvor pragtfuld en ordning det er. Og helt ærligt, så skyldes min søsters begejstring enten at hun har mistet forstanden, eller at hun er gravid og lider af et tidligt anfald ammehjerne.

Nu starter julefesten så. For min bror har ikke ringet til mig for at diskutere min holdning. Nej, han har derimod kontaktet mine forældre for at bede dem tale mig til fornuft (læs rette ind), og min yngre søster dels for at tale hende ind i ordningen, dels for at gøre det klart at børnene ikke var med i ordningen (altså det hav af niecer og nevøer som mine kære søskende har valgt at begave verden med) og dels for at bede hende tale med mig. Og mens min yngre søster ikke melder noget konkret ud, så ringer min yngre bror alligevel til min yngre søster og giver hende en sviner for ikke bare at rette ind – og fordi hun ikke har talt med mig(!).

Min yngre søster stillede så spørgsmålet “hvem er ophavsmand til denne skønne ordning?”… min ældre søster nævner min ældste bror, mens min ældste bror nævner min ældste søster. Hvis denne julegavelodtræknings-ordning er så fantastisk og i stand til både at skabe den rette julestemning og bage brunkager undrer jeg mig over, at ingen vil stå som ophavsmand (m/k).

Jeg vil i stedet stå som ophavsmand (K) til – og foreslå – en af følgende ordninger:

1) Vi giver kun gaver til det yngste medlem af hver hustand – incl. børn.

2) Vi kan sige, at de ikke behøver at give gaver til mine børn, så giver jeg heller ikke til deres børn.

3) Vi kan gøre som vi plejer, nemlig at købe gaver til hinanden og indgå gavekøbealliancer på kryds og tværs som det passer.

Ihhh. jeg glæder mig allerede til julen. Og næsten ligeså meget til start december, hvor kampen om julegaverne formentlig skal udspilles for at en eventuel ordning skal kunne nå at kunne anvendes denne jul.

…

Min brors kone har postet nye billeder på facebook. Lykkelig kernefamilie i forstadsland. Dem skulle jeg aldrig have kigget på. For det viser sig, at jeg igår betalte jeg 1.200 kr. for at få præcis samme frisure som den, min 5 årige niece render rundt med.

Virkelig?

Jeg er pjattet med de kulørte ugeblade. Deres forsider er kilde til evig og sand viden.  Sidste uge proklamerede de, at Line Baun Danielsen ville bruge brysterne… Hvilket jeg kun kan bifalde. Når nu man har dem, kan man jo lige så godt bruge dem.

I denne uge fortæller Frede hvor lykkelig han er for Mary “Hun hører hvad jeg tænker”, fortæller han. Og det er jeg glad for. For umiddelbart kunne jeg godt forledes til at tro, at han slet ikke tænker.