Bettina huserer i min brors familie. Hun er gift med min brors kones bror. Hvad gør det hende egentlig? Ingenting til mig.
Bettina er hende der har alt for afbleget hår. Hun har en firkantet bagdel. Hun vælger lidt for meget lyserødt tøj – hendes alder taget i betragting og alt i alt har hun meget lidt sans for at klæde sig. Hun ryger lidt for mange cigaretter. Bruger en lidt for billag parfume. Og alt for meget makeup. Hun råber lidt for højt. Og hendes udtale slører ingenlunde at hun er vokset på vestegnen. Hun taler lidt for meget i mobiltelefon. Og hendes seneste sekretærjob gør, at hun selv mener at hun er meget vigtig. Lidt for vigtig efter min smag. Bettinas unger er lidt for beskidte. Og lidt for ofte i vejen. Og tager man Bettinas ord for det, kan Bettinas mand knapt nok finde ud af, at gå ud med en affaldspose.
Bettina er den lidt for kiksede svigeringe. der passer ualmindeligt dårligt ind i enhver familie. Uanset hvor rummelig den ellers måtte være.
Jeg har været til julefrokost i min kærestes familie. Og det er gået op for mig, at jeg er blevet en Bettina.
Jeg er bange for praktiske gaver. Og jeg er usikker på hvorfor. Jeg brude da blive glad for at få noget, jeg har brug for. Alligevel vil jeg langt hellere have noget, som jeg ikke har brug for.
Jeg tror, at det er forvandlingen fra at være en, som man giver smukke ting, til at være en, som man giver praktiske gaver, som jeg har det svært ved.
Jeg kan udmærket købe de ting, som jeg har brug for. Det gør de ting, som jeg slet ikke har brug for langt mere interessante.
Og i mit hoved, er der noget over at være sådan en, som man giver smukke, sjove og unyttige ting til. En, man giver noget udelukkende med det formål at glæde vedkommende.
For der er en forskel ikke… en forskel på at være sådan en, der sætter pris på det unyttige og på at være sådan en, der skal se en nytte førend man kan værdsætte noget.
Måske sætter jeg lighedstegn mellem hvordan giveren opfatter mig og gavens karakter?
Jeg elsker smykker. Make-up. Fine blonder. Tynde toppe. Smukke sko. Dejlige vine. God musik. Spændende bøger. Lattermilde stunder og gode oplevelser.
Jeg har fået en skihjelm.
Det rykker alligevel lidt ved mit billede af mig selv. For hvad er det egentlig en skihjelm signalerer?
Sport – naturligvis. Outdoor sport. Farlig sport. Forsigtighed. Måske overforsigtighed. Måske oven i købet frygt for sport. Kulde. Og ikke mindst beskyttelse mod kulde (Den har ørervarmere!).
Jeg har altid set mig selv som sjov. Livsnyder. Stilbevist. Romantisk. Spontan. Dedikeret.
Min kæreste ser mig åbenbart som frygtsom og praktisk.
Er det for sent at ønske sig en opdatering til selvbilledet?
Må man gerne slå sin chef ihjel… Er det formildende omstændigheder at han er fuldstændig uden situationsfornemmelse og helt blottet for evner for sit job?
…
Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at kontakte en læge. Jeg ville ringe, men træffetider pr. tlf. er håbløse. Især når man som jeg sidder i et lille og åbent kontor. Og ikke har lyst til at indvie kollegaer i privatunderliv. Jeg overvejer at skrive en mail.
Men hvad skriver man?
Hej,
Min læge siger, at jeg måske er syg. Men det er jeg altså ikke vel. Men, hvis jeg lige kravler op i stigebøjlerne, vil du så kigge lidt på mit underliv?
Ps. jeg lover at lade være med at se panisk ud i ansigtet og i øvrigt være ren.
Jeg er den sure kæreste. Mokken, det er mig.
Kæreste og jeg er igang med at bygge om. Det har vi været siden februar 2009. FEBRUAR 2009!.
Dengang var det bare et rum, hvor der skulle bankes puds af vægge, pudses op og spartles. Påsættes filt og males. Men et rum blev til to. Og to rum er blevet til tre.
Teknisk set er det vel mig, der er igang med at bygge om, eftersom det stadig er min lejlighed, og mig der bor her. Men da vi aftalte, at vi skulle bo sammen, aftalte vi også at projektet skulle være vores.
Og nu er vi i gang med tredje rum. Eller jeg er. For selv om vi havde en aftale om at være handy-men og prioritere vores lille evighedsprojekt, tilbringer kæreste aftenen sammen med søster fra Jylland (jeg er så træt af jylland*). Og i morgen har kæreste arrangeret julefrokost med gamle kollegievenner (den mand bryder tilsyneladende aldrig med nogen!). Og søndag skal vi spise brunch med jyde-søster og derefter flytter en af kærestes venner og det må han naturligvis hjælpe med!
Og mig… jamen jeg har undladt at lave planer for i aften. Jeg har undladt at melde mig til julefrokost i sportsklub i morgen. Og søndag har jeg kun (kærestes) brunch-aftale. For vi skulle jo lave lejlighed. Så jeg tager martyr-døden. Den er jo ganske klædelig.
Og naturligvis er jeg lige ved at sprænges af arrigskab. Og naturligvis føler jeg mig svigtet og alene om de ikke så sjove opgaver. Og naturligvis er jeg pirrelig. Og jeg længes efter at få den åndssvage lejlighed færdig. Længes efter at have et helt hjem. Og længes efter igen at have pæne negle og hænder. Længes efter ikke altid enten at være iført arbejdstøj eller handy-man-tøj. Længes efter at sætte hår og føle mig lidt lækker.
Og jeg minder mig lidt om moderen, der tænkte at hun ville gøre noget godt for familien, så hun bagte boller, og derefter blev hun såret fordi hverken faderen eller barnet roste hende.
Jeg er blevet hende, Jeg ikke ville være.
* jeg boede engang sammen med en pige fra Jylland, og hver gang hendes familie var på besøg boede de hos os. Og de var altid på besøg i mindst en uge. Den gang svor jeg, at jeg aldrig skulle have noget boligmæssigt at gøre med folk fra Jylland, fordi jydefamilier tilsyneladende nægter at bo på hotel (hvorfor fatter jeg iøvrigt ikke. Jeg elsker gode hoteller).
Kære Alice,
Der er kommet svar på prøven fra livmoderhalsen.-
Den viser lette celleforandringer, muligvis som følge af en
virusinfektion.
Det anbefales, at du bliver undersøgt af en gynækolog mhp at
fastsætte årsagen til de lette celleforandringer.
Er der iøvrigt noget, du er i tvivl om, er du velkommen til at
kontakte mig enten telefonisk eller pr mail.
venlig hilsen
…
Det er bare en virusinfektion ikke. Jeg er jo sund og rask. Og hvis jeg fejler noget, så er det højst en moderne omgang influenza.
Nogen gange går det op for mig, hvor meget et parforholdsmenneske jeg er. Parforhold bygger på tillid, kærlighed og måske lidt troskab. Alle tre dele er lige noget for mig.
Tillid f.eks. Jeg mestrer det til perfektion.
Som igår, hvor kæreste sagde Jeg skal lige noget hemmeligt og jeg spurgte og spurgte hvad det var, og om jeg måtte komme med. Og han nægtede mig både svar og deltagelse. Og til sidst sagde han Nogen gange kan man blive nødt til at gøre noget, som den anden ikke bliver gad for. og efter en kort pause sagde han Jeg vil overveje om jeg vil fortælle dig om det senere. Men nu bliver jeg altså nødt til at gå.
Jeg blev rasende. Og ked af det. Hvor ondskabsfuldt at gøre noget, som han ved vil gøre mig ked af det. Og så oven i købet reklamere med det. Han kunne jo for pokker bare have sagt, at han skulle på posthuset eller i boghandlen eller noget andet.
Spruttende arrig løb jeg mig en tur. Mens jeg forestillede mig alle de ærinder han skulle løbe, som kunne gøre mig ked af det.
Min hjerne arbejde med alt fra hurtig kaffe med eks-kæresten til julegaver der skulle sendes til eks-kæreste. Faktisk kredsede de fleste af mine tanker omkring ærinder der havde at gøre med den pokkers ekskæreste.
Da jeg kom hjem var jeg afklaret … men stadig arrig.
Hvorfor fanden skulle han reklamere med, at løbe ærinder der ville gøre mig ked af det?
Jeg flåede døren op, nu skulle jeg på en kølig og værdig måde fortælle ham, at han skulle fortælle mig, hvad han havde lavet og at han i øvrigt skulle holde op med at lave ting, der ville gøre mig ked af det!
Og der sad kæreste. Glad og med en lige så glad pakke i favnen. Glædelig december, Alice.
Jo tak… sagde pigen med de meget røde ører.
ps. og så arbejder jeg lige videre på det eks-kæreste kompleks.
Har du overvejet om du kunne holde fri en af de dage ? (sammen med mig).
Vi kunne købe julegaver. Spadsere rundt. Se København. Drikke glögg. Mærke julen. Slappe af.
Han mumlede noget om møder. Travlhed. Og om en halv fridag. Mens jeg tænkte på, at det da var det, en fridag i december, vi havde talt om i weekenden.
Og så var det, han sagde Jeg har tænkt på… Den weekend om 14 dage, vi kunne tage til Hamburg eller Göteborg. Og måske kunne du komme til Århus i dagene mellem jul og nytår.
Og det lugter langt væk af kompensation og noget som jeg stille genkender som dét, der gav mig min første pony, senere en ny computer, vigende sengetider og fri adgang til bil. Og det giver mig kvalme.
Jeg har ikke lyst til latterlige Hamburg eller fucking Göteborg. Jeg har lyst til en fridag. Og til at krybe ind under dynen og vente på at vinteren forsvinder.
Men han mener det godt. Det ved jeg han gør.
MB: “glæder sig til at høre juleshow09 i aften sammen med kollegaerne”
Alice: “ærgrer sig gul og grøn over ikke at have fået influenza eller anden legal undskyldning for at slippe ud af samme arrangement”
…
Min eneste trøst er, at det umuligt kan blive værre end sidste år hvor chef og sekretær surmulede under hele middagen (han formentlig fordi han skulle finde på en undskyldning overfor de ansatte for at gå tidligt og en undskyldning overfor konen for at komme meget sent hjem… hende, tja hun surmuler altid) , bogholderen talte i telefon og de resterende medarbejdere var fraværende.
